søndag den 30. august 2020

Gilleleje 06. august 2020


Det var så min første solnedgang over Kattegat, men Kattegat kan altså også noget!

 

lørdag den 29. august 2020

"Sejren" 1925 af Rudolf Tegner - 18. august 2020



Der var en dramatisk himmel over Tegners statuepark ved Dronningmølle, da vi var forbi en varm augustformiddag. Den dobbelttydige "Sejren" fik en særlig kraftig symbolik mellem liv og død, skygge og lys.
 

lørdag den 18. april 2020

14. april 2020 Solulve over bavnehøjene


Det her billede tog jeg i tirsdags ud af mit vindue på kontoret på Fælledvej i Struer.

Under den nyopstandne (som Messias i den nys overstående Påske) Sol ses de ret imponerende bavnehøje i profil mod himlen.

Oppe omkring Solen ses flere optiske fænomener - bisole først og fremmest. De kaldtes tidligere for solulve og spillede en rolle tilbage i historien, måske så langt tilbage som bronzealderen, hvor højene er fra. Solulve skulle være med til at jage Sol og Måne hen over himlen og drive årets gang.

Man ser også på billedet 2 ligesom parabelbunde; en meget flad en, der går gennem bisolene og Solen; og en spids, hvis bund ses øverst over Solen.

Endelig er der en kreds eller cirkel om Solen.

Jeg stod der et kvarter i bar benovelse over dette himmelfænomen, der var i symbiose med vor lokale fortid på bavnehøjene - billedet er taget omkring kl. 07.30 - solulve på jagt.

Når Fenrisulven fanger og sluger Solen har vi Ragnarok, jf. Snorris Edda fra ca. 1230-40: Her gengivet af Louis Moe 1929:


søndag den 29. september 2019

Danienkalk med flint på Odby Klint 06. maj 2016


Jeg har læst, at Traps bind med beskrivelser af Struer, Lemvig og Holstebro kommune nu udgives.
Kristeligt Dagblad bragte fredag et billede fra værket med Odby Klint på Thyholm, der er udnævnt til et Nationalt Geologisk Interessepunkt (NGI73).

Det er et faktisk et ubeskriveligt spændende sted med geologi i øjenhøjde helt bogstaveligt, hvor man kan se havbunds- og istidsaflejringer i den skønneste natur ved Nissum Bredning. 

Her en detalje fra klinten med kalklag i en let vinkel på grund af trykket fra en salthorst i undergrunden, der er på vej ganske langsomt opad. Billedet er fra en forårsudflugt tilbage i 2016.

Kom af sted :-)

søndag den 1. september 2019

Aftensol over tyske løbegrave ved Sanden Bjerregaard 24, jul. 2019


På Galleri Lien, Slettestrand så vi Prins Henriks imponerende bronceskulpturer, bl.a. næsehorn og giraf. Det var ret fantastisk i sig selv, ligesom udsigten over Jammerbugten, den her sommeraften. Prinsen var en rigtig kunstner, og han har skrevet et digt om det her sted i 2014 (men hverken Vorupør eller Løgstør ligger ved Jammerbugten, men det er nok kunstnerisk frihed frem for geografisk skørlevned, tænker jeg):

"Jammerbugten"

Kantet af skrænter og hyllet i skyer

breder de øde strande sig;

de rummer en afsides plet med en blomst:

Her ligger Vorupør i al sin ynde.

Når sjælen trænger til et svalende bad,

skal vi vaske alle bekymringer bort

og fortsætte rejsen

mod den sikre ankerplads

i havnen i Harboøre.

På hedestrækninger med strejf af grønt

er der plads til ublufærdige kroppe,

som boltrer sig i den frie natur.

Man er i fare for vovede eventyr,

dydige eller usømmelige,

i klitterne nær Løgstør.

Men både I som spadserer lykkeligt

sammen, og I som går alene,

vil straks, i morgen, hver eneste dag,

finde et fornøjeligt hjem

og et muntert humør

i den fredelige Jammerbugt.